Vorter (verruca vulgaris) skyldes infektion med et virus (HPV), der får huden til at vokse hurtigere. Det giver en fortykket vortepapel i huden. Vorter på hænder og fødder er hyppige, godartede og er vanligvis selvbegrænsende.

Alle kan få vorter, men vorter er mest almindelige hos skolebørn.

Fodvorter smitter, især i våde rum som f.eks. svømmehal og badeværelser. Det sker ved, at man træder på et sted, hvor en med en “fodvorte har gået”. Derfor bør vorten være dækket til af plaster, badesko, neglelak eller gymnastiksko.

Vorter kan forsvinde af sig selv, men det kan tage lang tid – de fleste forsvinder indenfor 2 år. Kroppen danner selv antistoffer mod den virus, som er årsag til vorter. Man bør dog behandle vorter, da de for det første kan være ømme ved tryk, men også for at mindske eller undgå smitterisiko.

Vorter er ufarlige, og man kan derfor vælge at lade være med at behandle dem, hvis de ikke generer.

Mange metoder er forsøgt anvendt i forbindelse med fodvorter f.eks. frysning, brænding og afskæring. Det er alle metoder, som foregår hos lægen, men det efterlader ofte ar, er ofte meget smertefulde og kan give vedvarende problemer. Vi er derfor stoppet med at behandle vorter i lægehuset.

Behandlingen af vorter:

Tag fodbad i meget varmt vand i 10 minutter.
Fil eller skrab løs hud væk fra vorten, så langt ned som muligt, uden at det bløder.
Tør af med et rent håndklæde.
Brug et ætsende middel, som købes i håndkøb, men kun på selve vorten. Smør evt. vaseline udenom vorten, så det ætsende middel ikke ætser den raske hud. En kombination af disse to fås i form af salicylvaseline, der kan købes i håndkøb.
Nogle ætsende midler danner en hinde omkring vorten efter et par minutter. Gennem hinden kan vorten ikke smitte, men hvis hinden bliver våd, kan den let falde af, så tag derfor et plaster ud over.

Gentag behandlingen hver dag, bedst om aftenen før sengetid.

Er fodvorten øm pga. tryk, kan der bruges en filtring, der hindrer tryk.

Vær tålmodig.

Efter 6 ugers behandling er 60% af vorterne forsvundet, og yderligere 20% forsvinder efter endnu 6 ugers behandling. Hvis vorterne ikke forsvinder efter dette, bør en hudlæge kan behandle yderligere. Dette kræver en henvisning fra os.