Både børn og voksne kan få børnesår, men risikoen for smitte er størst i børneinstitutioner, da små børn ikke har forståelse for renlighed og især håndhygiejne.
Børnesår (impetigo) er meget smitsomt og skyldes en infektion i huden med bakterier (stafylokokker eller streptokokker). Smitten overføres ved direkte eller indirekte kontakt(d.v.s. gennem bakterieforurening af ting, der bruges fælles). Sårene ses som væskende og rødlige sår på huden. Der ses ofte gullige skorper på såret, hvilket er udtryk for bakterieinfektionen. Børn oplever ofte, at sårene klør. De kan komme på alle dele af huden. Smitten sker i stor udstrækning fra sårene, sårvæsken og sårskorperne.

Børn med børnesår må ikke modtages i daginstitution, før sårene er helet op og skorperne er faldet af. Børn i skolealderen, som har forståelse for vigtigheden af renlighed, og som kan overholde nedenstående forholdsregler, må komme i skole, hvis sårene ikke er meget udbredte.

Håndhygiejne er den vigtigste måde at undgå smittespredning. Lær derfor børn at vaske hænder rigtigt.
(Start med at gøre hænderne våde under rindende vand. Sæb hænderne omhyggeligt ind. Husk også de områder, der hyppigt bliver glemt- fingerspidserne, mellem fingrene, neglebånd, begge tommelfingre. Skyl og tør grundigt).
Man bør anvende flydende håndsæbe, da bakterierne kan overleve i den almindelige håndsæbe, hvis den ligger i en fugtig sæbeskål eller på kanten af vasken. Der kan købes klorhexidin-sæbe på apoteket, der er specielt bakteriedræbende. Bakterierne overlever i snavsede, fugtige håndklæder, neglebørster, beklædningsgenstande og sengetøj.
Tør derfor hænderne i køkkenrulle eller lignende, mens infektionen står på. Giv eventuelt hvert familiemedlem hver sit håndklæde, som vaskes dagligt.
Undlad at bruge neglebørster, da de ofte efterlader små rifter, der giver bakterierne ekstra grobund.
Skift dagligt undertøj og tøj, der er i kontakt med sårene.
Sengetøj bør skiftes mindst en gang om ugen. Tøj og sengetøj bør vaskes ved 60 grader.

Almindelige plastre og forbindinger forhindrer ikke smitte i nævneværdig grad.

Det er kun i yderst sjældne tilfælde nødvendigt at behandle sårene med antibiotika. Vi anbefaler i stedet klorhexidin-creme, der kan købes i håndkøb.
Når vi klinikken ser børnesår, vil vi derfor oftest pode fra sårene og afvente svar på prøven inden vi opstarter evt. antibiotika-behandling. I ventetiden behandles med klorhexidin.
Kun i særligt alvorlige tilfælde opstarter vi antibiotika-behandling med det samme.